DGtek A/S har travlt og udvider derfor DGtek A/S' service- og commissioning team med yderligere medarbejdere.
Er du selvstændig og har du lyst til selv at planlægge din egen hverdag? Brænder du for kundeservice og vil du være specialist inden for højteknologisk måleudstyr til proces- og energisektoren?
Vil du være del af en virksomhed i vækst, hvor høje kvalitetsnormer og et godt arbejdsmiljø er i højsædet? Så er jobbet som servicetekniker lige noget for dig!
Som servicetekniker vil du få base i en af DGtek A/S' afdelinger i enten Fredericia, Hedehusene eller Aalborg og vil primært dække egne geografisk udvalgte kunder i Danmark, primært med udkørsel fra eget hjem.
Dine arbejdsopgaver vil være alsidige og omfatter blandt andet:
- Planlægning og udførelse af periodiske serviceopgaver samt håndtering af akutte fejlsøgningsopgaver.
- Afrapportering af service- og idriftsætningsopgaver jf. internationale standarder og myndighedskrav.
- Sikre gode kunderelationer, som er DGtek A/S' varemærke og understøtter den samlede forretning.
- Idriftsætning af nyt udstyr i tæt samarbejde med projektafdelingen.
- Telefonsupport for dine kunder og indgå i telefonvagtordning.
- Være en aktiv del i udviklingen af DGtek A/S' servicestrategi samt medvirke til vedligeholdelse af et højt ambitionsniveau i serviceforretningen.
Udover opgaver i Danmark kan der forventes 5 til 15 rejsedage i forbindelse med kundebesøg, idriftsættelse og servicering af udstyr i Nordeuropa samt træning af kunder og samarbejdspartnere.
For stillingen gælder:
Du har teknisk snilde, styr på elektronik og er god til mekanik. Du kan få succes i jobbet med forskellig teknisk baggrund.
Det vigtigste er, at du er fortrolig med udstyr af høj teknisk kompleksitet. Erfaring med procesudstyr, finmekanik, IT/BUS-kommunikation, for eksempel MODBUS, vil være en fordel, men ikke et krav. Samtidig er det vigtigt, at du kommunikerer flydende i skrift og tale på både dansk og engelsk.
Du kan forvente en relativ lang oplæringsfase og muligheden for at blive en del af et aktivt og medbestemmende team, hvor du selv tilrettelægger dine opgaver i tæt samarbejde med kunder og kolleger.
Du skal være en selvkørende igangsætter, der er i stand til hurtigt at sætte dig ind i den praktiske brug af DGtek A/S' produkter og selvstændigt at kunne finde løsninger på kundernes behov.
Du kan lide at være på farten og have stor kundekontakt, hvilket stiller krav til dig om et højt serviceniveau. Du er nysgerrig og lærevillig og har let ved at tilegne dig ny viden.
Du stiller høje krav til egen indsats og brænder for at blive både kollegernes og kundernes foretrukne sparringspartner. Du arbejder selvstændigt, venter ikke på opgaverne, men er initiativrig og trives med ansvar. Du er indstillet på at være fleksibel og kan med kort varsel tage på kundebesøg.
Som medarbejder i DGtek A/S kommer du ind i en lille, flad organisation, hvor der er højt til loftet, og kun dine ambitioner og præstationer sætter grænser for, hvad du kan opnå. Du vil arbejde med kompetente kolleger på tværs af huset, hvor samarbejde er i højsædet. DGtek A/S er en ambitiøs virksomhed, der arbejder hårdt for at opnå resultater og gode kundeoplevelser, og hvor der stadig er plads til en sjov og uformel tone.
Lyder det interessant? Send din ansøgning til Stig Nør på mail: ansog@dgtek.dk.
Der vil løbende blive afholdt samtaler, og DGtek A/S ansætter, når de rette kandidater er fundet. Hvis du har spørgsmål, er du også velkommen til at ringe til Stig på 23409977.
DGtek A/S blev etableret i 1993 og er i dag en af Danmarks førende virksomheder inden for udvikling og projektering af analysesystemer til måling af luftforurening – primært fra større proces- og forbrændingsanlæg. Derudover beskæftiger virksomheden sig med akkrediterede luftemissionsmålinger og rådgivning inden for området.
DGtek A/S' forretning er primært bygget op omkring et af markedets førende brands (E+H/Sicks analyseinstrumenter), som anvendes primært til gasanalyse, gas flow, partikel- og støvmåling, både på land, på skibe og offshore.